Velkommen til Høng Gymnasium og HF

 

Velkommen fra rektor

Som ny rektor vil jeg gerne sige, at jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med arbejdet på gymnasiet. At arbejde et sted, hvor unge mennesker mødes omkring både faglighed og det sociale, er meget spændende.

 

Et gymnasium er et sted, hvor håb og drømme skabes og deles, og som det er noget unikt at være en del af som elev, da man i gymnasietiden har muligheden for at få øjnene op for en bred række af fag og emner, der kan sende én videre i livet mod en videregående uddannelse.

 

Fælles for alle elever er, at skolen skal være præget af fællesskab og åbenhed. I skal som elever være nysgerrige overfor de fag I møder, og I skal samtidig være åbne overfor de forskellige typer af mennesker, som I møder på gymnasiet.

 

Da vi både er stx, hf og eux samtidig med, at der er dags- og kostelever, så er det vigtigt, at man giver plads til forskellighed – vi ser mangfoldighed som en styrke, og det skal gerne præge hverdagen på skolen.

 

Høng Gymnasium og HF er i elevantal et mindre gymnasium, hvilket gør det muligt at give plads til den enkelte i trygge rammer. Vi forpligter os som gymnasium til at lytte til og samtidig udfordre alle elever ud fra det synspunkt, at dannelse i høj grad handler om sammenspillet mellem faglighed, kreativitet og ejerskab.

 

Vi arbejder på at skabe en hverdag, hvor undervisningen på bedst mulig vis skal forberede eleven på videregående uddannelse. Samtidig skal man som gymnasieelev også udfordres og trænes i at tænke kreativt og føle ejerskab overfor ens projekter.

Vi vil gerne træne elevens evne til at nytænke og formidle den nytænkning til andre – enten på skolen eller til folk udenfor skolen. Vi tror på, at elever motiveres ved at føle, at de har indflydelse på undervisningen og det, der kommer ud af den.

 

Vi bestræber os på at skabe et miljø, hvor elevdemokrati og mangfoldighed skal gå hånd i hånd. Kostafdelingen er en vigtig del af skolens liv, og vi har fokus på, at de elever, der bor på kosten, bliver inddraget i de beslutninger, der vedrører deres hverdag. Både som dags- og kostelev skal man føle, at man bliver hørt og set.

 

Jeg glæder mig til at møde jer!

 

Vh Mads

 

 

Kontakt

Høng Gymnasium og HF, Hovedgaden 2, 4270 Høng Tlf. 5885 2636
Mail: hoeng.gymnasium@hoeng-gymhf.dk
CVR: 2996 8381  Bankkonto: 0519 0000226075 EAN: 57 98 00 05 56 591

Kontorets åbningstider: man- tor kl. 8-15 fre kl. 8-14

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.